
Der var stor opbakning til årets klubtur til Berlin, idet hele 23 medlemmer havde meldt sig til turen i maj 2009. I gruppen var tilmed en del af de nyeste fodboldmedlemmer, så det var en rigtig god chance for at lære hinanden at kende. Vi valgte i år at tage af sted allerede kl. 14, så vi kunne undgå den værste trafik ud af byen. Vi var så mange på turen, så det bedst kunne betale sig at leje en bus i stedet for at køre med toget. Bussen kørte os til Gedser, hvor vi gik ombord. På den måde sparer vi rigtig mange penge, så turen økonomisk kan holdes på et niveau, hvor de fleste kan tage med.



Efter sejlturen ventede en tysk bus og kørte os til Charlottenburg, hvor vi blev indlogeret på Berolina Hotel lige overfor S-togsstationen i Charlottenburg. Allerede dagen efter var fodboldkampen planlagt. Vi havde fået enkelte, svage meldinger fra vores tyske venskabsklub BSV 1892 om, at de ville arrangere et stævne, når vi kom i år. Men hvor mange kampe havde de ikke lige sagt så meget om inden afrejsen. Glæden var derfor stor, da vi ankom til Wilmersdorf Stadion, først og fremmest til gensyn med fodboldvennerne fra ”Utopia” og dernæst til et godt tilrettelagt fodboldstævne, hvor vi spillede hele 7 kampe. Inden kampene kom i gang var der præsentation af holdene, så det var bare med et stå ret. Den seriøsitet afstedkom flere tiltag: coaching’en var præcise, mandskabsbehandlingen i top, tilskuerne var på plads og i højt humør – og så blev der varmet op!




Dagen startede i strålende solskin, tilskuerne var på plads, anføreren var udpeget og alt gik ganske fint indtil regnen drønede ned. Det betød bl.a. at de sidste kampe, blev spillet under meget vanskelige vilkår. På en usædvanlig god dag kan holdet måske spille lige op med de 2 øverst placerede hold, men på dagen var de to øverste tyske hold for gode. Turneringen var planlagt, så vi mødte dem til sidst. Så på den vis var vi seedet. Søborg-holdet sluttede på en 4. plads ud af 8, og det er ganske godt.
Selve landskampen mod ”Utopia” endte med en sejr på 1-0 til Boldklubben Søborg. Der var tale om en særdeles velspillet kamp og med en ekstrem tilskuervenlig afslutning: I sidste spillesekund får Søborg et hjørne, bolden lægges indover feltet og bang! med et bragende langskud, ryger bolden i netmaskerne. Denne sejr er jo den fodboldkamp, der for alvor tæller i statistikken, og resultatet skal forsvares, når vi næste år spiller landskamp igen.

Vi nåede også at se de mange kulturelle ting, der jo er i den historiske by i de næste to dage, inden turen gik hjem til Søborg igen. Selvom vi har været på klubtur til Berlin i rigtig mange år, så er gensyns- og genkendelsesglæden stor hver gang alligevel. Det betyder også meget for dem, der er med for første gang, at de kan få nogle tips om, hvad der er værd at trave efter.

Berlin kan ikke ses, opleves og mærkes på bare 4 dage, men det kan lade sig gøre at få et lille indtryk af en kæmpe-by. Så kan man jo se lidt mere i 2010, hvor klubturen med meget stor sandsynlighed igen går til Charlottenburg og Wilmersdorf.
Tour de Berlin 2009, Pia B.