Udskriv siden

Referat fra generalforsamlingen fredag 22. februar 2008

Formanden, Guy Rubaudo, bød velkommen til de 16, heraf 15 stemmeberettigede, fremmødte og præsenterede bestyrelsen.

1. Valg af dirigent

Peter Nielsen blev valgt og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

2. Bestyrelsens beretning samt drøftelse af fremtidigt virke til godkendelse

Formanden henviste til den udsendte beretning, og gennemgang følgende fra året det gik, og hvad bestyrelsen har valgt som hovedpunkter i 2008.

  • Efter mange år, hvor det ikke var moderne at være foreningsmedlem, er udviklingen ved at vende.

  • Beretningen dækker ikke alt, hvad der er sket i klubben i 2007. Den er dog omfattende og fyldestgørende, da den også beskriver klubbens historie.

  • I 2007 blev vi næsten helt PBS-drevet, og vi udvider, så f.eks. turen til Berlin fra 2008 også er omfattet. Vi sparer derfor mange arbejdsressourcer på ikke at sende regninger og rykkere ud.

  • Året blev også et økonomisk godt år, der dog ender på et underskud på 18.000 kr.

  • I 2006 havde vi stor succes med Store-Bold-Klub-Fest-Dag som en kombination af sport om dagen og fest om aftenen. Det blev det også i 2007, men uden det sportslige p.g.a. nedrykningskamp i håndbold, og udekamp for et af fodboldholdene.

  • Der blev i 2007 indført indendørs rygeforbud, hvilket vi selvfølgelig overholder. Det er dog svært at forklare folk, at der på Buddinge Skole heller ikke må ryges ved fodboldbanen eller på parkeringspladsen.

  • Formanden gennemgik herefter vores appelsag efter en af fodboldspillerne blev idømt 1 års karantæne efter en futsal kamp. Baggrunden for dette var at nikke en modstander en skalle. Vi valgte at appellere bl.a. fordi flere fra bestyrelsen så kampen uden at bemærke hændelsen. Vi tabte appellen i Protestudvalget, men vandt den efterfølgende i Ordens- og amatørudvalget.

  • Gladsaxe Håndbold er en overbygningen af de bedste hold fra Gladsaxe/HG og AB. Vi indgik for et par år siden sammen med Høje Gladsaxe IF en samarbejdsaftale, hvori der bl.a. indgik arrangementer og målmandstræning. Vi har ikke hørt meget fra Gladsaxe Håndbold i det forløbne år, og vi ved ikke rigtigt, hvor vi står og det skal afklares i 2008.

  • Buddinge Skole har fået ny skolebetjent, Carsten Pedersen, og samarbejdet med ham og hans to medhjælpere Henning Schütt og Jan W. Pedersen er gået godt. Sidstnævnte ydede f.eks. en stor indsats med at fjerne vand fra klublokalet i skolesommerferien.

  • Hallen var lukket i to uger i efteråret af sikkerhedsmæssige grunde, da skillevæggen faldt ned. Det endte alligevel godt, da kommunen benyttede lejligheden til også at opsætte nye lysarmaturer.

  • Den traditionelle tur til Berlin blev også ”afviklet” med tilskud fra kommunen. Turen bliver endnu mere attraktiv fremover, når DSB kører direkte til Berlin.

  • Boldklubben Søborg kan ikke tilbyde alt, såsom en ordentlig fodboldbane, styrketræning m.v., men for en klub på vores niveau kan vi alligevel sagtens konkurrere med alle andre klubber.

  • På fodboldsiden har vi 3 dommere, og den ene – Dennis – er nu også forfremmet til mesterrækken.

  • I 2007 fik vi også endnu en sponsor, nemlig Snedkerfirmaet Lars Granskov. Sammen med de øvrige sponsorer er han nu også en af klubbens samarbejdspartnere. Hvor det er muligt bruger vi selvfølgelig sponsorerne.

Formanden gennemgik herefter bestyrelsens fokuspunkter fra 2007:

Klubrummet
I den oprindelig plan for klublokalet havde vi vores egen indgang. Den blev sparet væk, og indgangen går nu gennem det fælles køkken. Når andre klubber har arrangementer i hallen kunne det være rart med egen indgang, men bestyrelsen har valgt, at vi ikke vil bede kommunen bruge nogle hundredetusinde kroner på opgaven.

Klubbens ledelse
I 2005 ændrede vi gennem vedtægterne klubbens ledelsesstruktur, så vi fik 2 sportsudvalg. Hensigten var at lægge de daglige sportslige beslutninger ud i sportsudvalgene, og samtidig have en lille men hurtigt arbejdende bestyrelse. Vi må nu konkludere, at effekten ikke har været, som vi havde forventet. Måske ”skød vi gråspurve med kanoner”. Behovet for at sportsudvalgene mødes jævnligt har ikke været til stede, så bestyrelsen forslår senere på generalforsamlingen ændringsforslag til strukturen.

Hjemmeside
Al kommunikation skal på sigt gå gennem klubbens hjemmeside. Dette er også fokuspunkt i 2008.

Fodboldbanen
Vi presser stadig på, hvor vi kan, for at få ordentlig vedligeholdelse af banen, og alle i verden må nu kende problemet.

Lukkedage på Buddinge
Dette vil stadig være et fokuspunkt, så længe der lukkes på skolen, når der er f.eks. er vinter- og efterårsferie. Dertil kommer aflysninger p.g.a. skolens egne arrangementer. Sammenlignet med klubber på idrætsanlæggene er der tale om forskelsbehandling.

Spørgsmål fra generalforsamlingen i 2007
På generalforsamlingen i 2007 blev der spurgt til forudsætningerne for indgåelse af sponsoraftale og principperne for udskiftning af tøj.

Et sponsorat skal gælde nogle år. Et sæt klubtøj koster ca. 8-9.000 kr., og denne udgift skal hentes hjem de første år, og siden skal sponsoratet dække andre udgifter. Vi har også i klubben en solidarisk økonomi, d.v.s. at et sponsorat indgår i klubbens almindelige drift og ikke til enkelte hold.

Kamptøj udskiftes hvert 3.-4. år, og i 2008 er turen nået til herrehåndbold og 11-mandssenior i fodbold.

Håndbolddirektør Jette Paag og fodbolddirektør Morten Esmann gennemgik herefter året, der gik. På håndboldsiden har det ikke været et specielt godt år rent sportsligt. Der har været trænerskifte, så Jesper Buck blev afløst af Torben Heckmann som træner for herrerne og Rene Poulsen er træner for damerne. Håndboldafslutningen blev i 2007 afviklet på en træningsaften for at få flere med, og det var en stor succes.. På både dame- og herresiden mangler der spillere.

På fodboldsiden måtte Peter Abel stoppe som træner, og Bo Carlson overtog denne opgave. Klubben kan i dag stille med tre fodbolddommere, hvilket giver goodwill. For et år siden havde vi et par alvorlige disciplinærsager, hvor spillere blev idømt længere karantæner for forulempelse af dommere og/eller modspillere. Bestyrelsen besluttede derefter, at vi kan og vil idømme ekstra interne karantæner i disse tilfælde. Heldigvis har det siden ikke været nødvendigt at anvende denne regel. Desværre foreligger der nu en ny sag, men bestyrelsen har ikke truffet nogen beslutning endnu. I lighed med håndbold mangler der også spillere på fodboldsiden, specielt oldboys har manglet. Bestyrelsen har besluttet, at vi fremover kun afholder et årligt Søborg Open i futsal og det skal foregå i december måned.

Formanden gennemgik herefter klubbens værdier:

  • Der skal være plads til alle - alle mennesker er velkomne. Det kræver, at det enkelte medlem respekterer klubbens værdier.

  • I vores klub er det menneskesynet, der er det vigtigste, og en af hjørnestenene er, at man respekterer og er tolerant over for andre mennesker.
    Det er fuldstændig ligegyldigt, hvilken religion vores medlemmer har, om de kommer fra Pakistan, Tyrkiet eller sågar Jylland. Det er utrolig ligegyldigt, hvor det enkelte medlem står politisk. Om medlemmet er et kæmpe talent til håndbold eller fodbold eller kommer i klubben for at få noget motion og møde andre mennesker, er ligegyldigt - der er plads til alle.

  • I vores klub er det værdier som kammeratskab og ligeværd over for andre mennesker, der er vigtige. Det tæller højere at have gode menneskelige egenskaber end gode sportslige talenter.

  • Man kan selvfølgelig sagtens leve op til ovenstående værdier samtidig med, at man er seriøs og har ambitioner med sin idræt. Men har man ikke et menneskesyn, der matcher ovenstående, må man vælge en anden klub.

  • Selv om vi er en klub, hvor det sociale aspekt er en af støttepillerne og et af klubbens markante kendetegn, så går vi selvfølgelig på banen for at vinde. Vi skal kæmpe alt, hvad vi kan for at vinde. Vi vil også gerne vinde så mange kampe, så vi rykker op.

  • Men vi vil ikke vinde for en hver pris. For Fair Play er også en af vores værdier. Vi vil ikke snyde os til et godt resultat. Modspillere, dommere og medspillere skal behandles ordentligt og med respekt.

  • Man skal simpelthen opføre sig ordentligt, hvis man skal være medlem af vores klub.

Beretningen blev godkendt 15 – 0.

Formanden omtalte herefter de fokuspunkter bestyrelsen vil arbejde med i 2008:

  • vedligeholdelse af fodboldbanen
  • lukkedage på skolen
  • hvervning af nye medlemmer
  • kommunikation via hjemmesiden

I forbindelse med det sidste punkt viste Jette Paag udkast til klubbens nye hjemmeside, og gennemgik kort hvor langt vi er nået.

Fra medlemmerne kom herefter flere forslag til både hvervning af nye medlemmer, den nye hjemmeside samt indkøb af tøj:

Hjemmeside– menu til ”Nye sponsorer”, billeder (siden skal også være sjov), brug af pop-up-billede en periode til hvervning af nye medlemmer.

Hvervning af nye medlemmer– medlemmers netværk (naboer, kollegaer etc.), brug af hjemmeside, opslag med anden form i form af f.eks. farver og tilbud om GRATIS kontingent 1 måned, uddeling af brochure og direkte kontakt til forældre i forbindelse med Gladsaxedagen, lokalaviserne, slå på fordelene ved f.eks. kun 1 ugentlig træning + kamp, få fat i tilflyttere til kommunen, og endelig uddeling af foldere til skolens naboer.

Formanden kunne supplere med, at der holdes et bestyrelsesseminar, hvor hvervning af medlemmer er et emne.

Indkøb af nyt tøj
I forbindelse med indkøb af tøj til de forskellige hold, blev det foreslået, at spillerne får mulighed for at bestille trøje med eget navn. For eksempel er de 15 første rygnumre forbeholdt klubben. Trøjerne betales af de enkelte spillere.

3. Regnskab
Kasserer Pia Bagger fremlagde det reviderede regnskab og budgettet for 2008 blev gennemgået.
Regnskabet godkendt 15-0.

4. Fastsættelse af kontingent.
Formanden fremlagde bestyrelsens forslag om uændrede takster for kontingent og rykkergebyr.
Forslaget blev godkendt 15–0.

5. Indkomne forslag.
Der var fra bestyrelsens side rejst forslag om følgende vedtægtsændringer:
§ 4, stk. 5
Bestyrelsen foreslår, at punktet udgår.
Forslaget blev godkendt med 15-0.

§6, stk. 7, pkt. 4.
Bestyrelsen foreslår, at ”…. og rykkergebyr” udgår.
Forslaget blev godkendt med 15-0.

§ 7, stk. 4.
Bestyrelsen foreslår, at punktet erstattes med:
”Der nedsættes et håndboldudvalg og et fodboldudvalg bestående af holdlederne for de enkelte hold. Udvalgene refererer til direktørerne”.
Forslaget blev godkendt med 15-0.

§ 6, stk. 7, pkt. 6:
Bestyrelsen foreslår, at ”.. samt valg af medlemmer til sportsudvalg”, udgår.
Forslaget blev godkendt med 15-0.

6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
Formanden, håndbolddirektøren, suppleanten og revisorerne var på valg. Bestyrelsen foreslog genvalg til Guy Rubaudo som formand, Bo Carlson som suppleant samt Bjarne Tielbo og Jan Eriksen som revisorer, hvilket forsamlingen tilsluttede sig med 15-0. Bestyrelsen forslog endvidere Thomas Mortensen som ny håndbolddirektør, hvilket forsamlingen tilsluttede sig med 15-0.

Efter valget ser bestyrelsen således ud:

formand Guy Rubaudo
håndbolddirektør Thomas Mortensen
fodbolddirektør Morten Esmann.
kasserer Pia Bagger
sekretær Peder Stig Andersen
suppleant Bo Carlsson.

 7. Eventuelt

Formanden takkede Jette Paag for hendes tid som håndbolddirektør.

Formanden takkede forsamlingen for fremmødet og Peter Nielsen for udførelse af dirigentopgaven. Herefter blev der foretaget udtrækning af ”Mød-op-præmier”.

Referenter: Pia Bagger og Peder Stig Andersen