Velkommen til Boldklubben Søborg
Her kan du læse mere om klubbens værdigrundlag og de aktiviteter, vi er sammen om. Vi lægger vægt på, at klubben er et rart sted at være og de sociale relationer er prioriteret højt. Der skal være plads til alle, både de ambitiøse medlemmer, dem der vil noget med deres idræt og dem, der kun kommer for motionens og hyggens skyld. Ud over det rent idrætslige arrangeres møder, ture, klubaftener, fester o.lign., som kan fremme kammeratskabet og sammenholdet i klubben.
Der skal være plads til alle, og alle skal være velkomne. Det kræver, at det enkelte medlem respekterer klubbens værdier.
I vores klub er det menneskesynet, der er det vigtigste, og en af hjørnestenene er, at man respekterer og er tolerant over for andre mennesker. Om medlemmet er et kæmpe talent i håndbold eller fodbold eller kommer i klubben for at få noget motion og møde andre mennesker, er ligegyldigt - der er plads til alle.
I vores klub er det værdier som kammeratskab og ligeværd over for andre mennesker, der er vigtige. Det tæller højere at have gode menneskelige egenskaber end gode sportslige talenter. Man kan selvfølgelig sagtens leve op til ovenstående værdier samtidig med, at man er seriøs og har ambitioner med sin idræt. Men har man ikke et menneskesyn, der matcher ovenstående, må man vælge en anden klub.
Selv om vi er en klub, hvor det sociale aspekt er en af støttepillerne og et af klubbens markante kendetegn, så går vi selvfølgelig på banen for at vinde. Vi skal kæmpe alt, hvad vi kan for at vinde. Vi vil også gerne vinde så mange kampe, så vi rykker op. Men vi vil ikke vinde for en hver pris. For Fair Play er også en af vores værdier. Vi vil ikke snyde os til et godt resultat. Modspillere, dommere og medspillere skal behandles ordentligt og med respekt.
Man skal simpelthen opføre sig ordentligt, hvis man skal være medlem af vores klub.
Aktiviteter og traditioner
Ved siden af træningen og kampe har vi et godt samvær i klubben. Ud over det sportslige sker der mange ting i løbet af en sæson. Vi har nogle gode traditioner, som vi synes er vigtige at have som et supplement til det at dyrke idræt:
Udlandstur
En årlig udlandstur er også en fast tradition, og den finder sted i Kr. Himmelfarts ferien. Klubben har gennem mange år besøgt en lang række af Europas store byer Amsterdam, Prag, Gdansk og Berlin.
I 2009 går turen igen til Berlin, og ud over at være en kulturel tur med stor mulighed for samvær med andre klubmedlemmer, så spiller vi fodboldlandskamp mod BSV 1892.
Sommerfest
I august kalder vi sammen til klubfest, ligesom de to afdelinger afholder sæsonafslutninger, julefrokost etc.
Stævner
Fodboldafdelingen inviterer til indendørs fodboldstævne i marts og december måned. Håndboldafdelingen forbereder sig til sæsonen med et opstartsstævne i september eller ved deltagelse i stævner.
Information
Klubben arbejder på at gøre alle administrative funktioner elektroniske. Det betyder, at alle medlemmer skal have en e-mailadresse eller holde sig orienteret via klubbens hjemmeside.
Nyheder kommer på hjemmesiden med jævne mellemrum, så det er en god idé at kigge forbi. En gang om året udkommer "Et Søborg-år", der dels er bestyrelsens indkaldelse til generalforsamling, beretning og regnskab samt mere uformelle beretninger om året der gik, og det der kommer.
Medlemmernes støtte
At drive en klub som Boldklubben Søborg, kræver stor støtte fra medlemmerne. En støtte som bestyrelsen er vant til at få, og som vi derfor også forventer af klubbens nye medlemmer. Det drejer sig om hjælp i forbindelse med de forskellige arrangementer og som f.eks. holdledere. Der er pligter i klubben, så som pasning af tidtagerbord, opsætning og nedtagning af fodboldnet og hjørneflag - og kontingentet, der skal betales til tiden.
Kig ind på klubbens hjemmeside på www.boldklubbensoeborg.dk og find mere om klubben.
Vi ses til træning, kamp og alle de andre aktiviteter i Boldklubben Søborg.