Så er første del af håndboldsæsonen spillet. Jeg må indrømme den startede skidt både på dame- og herre siden. Der var ingen træner og måske ikke nok spillere, og på damesiden var der spillere som ikke vidste, om de ville blive eller rejse. En gang Søborg altid Søborg.
Men der er intet, der er skidt, uden at det er godt for noget. Der kom nye spillere til både på dame- og herresiden, nogle af damerne valgte heldigvis at blive, de fik en træner, vi leder stadig efter en "rigtig" træner til herrerne, begge hold vinder kampe og ligger på 4. pladsen (herrerne godt nok på en delt 4. plads). Herrerne er videre i Østpokalturneringen, mens damerne ikke er med i år.
Alt i alt ser det ikke så skidt ud mere. Man kan måske lige frem sige, at det går godt. Hermed ikke sagt vi ikke skal lede efter flere nye spillere. Vi skal gerne op på to damehold og to herrehold igen.
Så til januar går jagten ind på nye spillere. Vi skal have fat i alle dem, som spiser lidt for meget her i julen og derfor laver deres nytårsløfte til "nu skal jeg også i gang igen". Dé skal da starte i Søborg. Så lad os endnu engang gøre en indsats samme.
Rigtig god jul og godt nytår.
Thomas, håndbolddirektøren
NB. Husk at selvtræne.