§ 1: NAVN
BOLDKLUBBEN SØBORG, hjemmehørende i Gladsaxe kommune, stiftet den 14. april 1972, er tilsluttet Danmarks Idræts-Forbund under Københavns Håndbold Forbund og Dansk Arbejder Idræts-Forbund.
§ 2: FORMÅL
stk. 1. Klubbens formål er at virke for idrættens fremme.
stk. 2. Klubben er en idrætsforening og det er idrætten, der er udgangspunktet for klubbens aktiviteter. Klubben skal være et rart sted at være og de sociale relationer skal prioriteres højt. Der skal være plads til alle, både de ambitiøse medlemmer, dem der vil noget med deres idræt og dem, der kun kommer for motionens og hyggens skyld.
stk. 3. Ud over det rent idrætslige skal der arrangeres møder, klubaftener, fester o.lign., som kan fremme kammeratskabet og sammenholdet i foreningen.
§ 3: MEDLEMSKAB
stk. 1. Enhver, der vil respektere klubbens vedtægter, kan optages som medlem.
stk. 2. Indmeldelse sker ved henvendelse til klubbens bestyrelse.
stk. 3. Udmeldelse skal foregå skriftligt og kan kun accepteres, hvis man ikke er i restance.
§ 4: KONTINGENT
stk. 1. Kontingent for aktive og passive medlemmer fastsættes én gang årligt på den ordinære generalforsamling.
stk. 2. Der betales et enhedskontingent, uanset hvor mange af klubbens aktiviteter, man deltager i.
stk. 3. Ethvert medlem kan henvende sig til bestyrelsen med anmodning om kontingentnedsættelse.
stk. 4. Bestyrelsen træffer afgørelse om evt. kontingentnedsættelse ud fra en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
§ 5: UDELUKKELSE OG EKSKLUSION
stk. 1. Et medlem er i kontingentrestance, når kontingentet ikke er betalt rettidigt, og er herefter udelukket fra klubbens aktiviteter.
stk. 2. Bestyrelsen kan udelukke et medlem fra klubbens aktiviteter, hvis vedkommende er i restance i mere end 3 måneder.
stk. 3. Bestyrelsen kan udelukke et medlem fra klubbens aktiviteter, hvis vedkommende ikke vil deltage i praktiske opgaver.
stk. 4. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis vedkommendes opførsel direkte strider mod klubbens vedtægter. Hvis medlemmet ønsker det, kan sagen fremlægges på den førstkommende generalforsamling, som et særligt punkt på dagsordenen.
§ 6: GENERALFORSAMLING
stk. 1. Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.
stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar/marts måned.
stk. 3. Alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde, har adgang til generalforsamlingen.
stk. 4. Alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, har stemmeret på generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Alle medlemmer kan vælges til bestyrelsen og udvalg.
stk. 5. Generalforsamlingen indkaldes skriftligt til alle medlemmer med mindst 3 ugers varsel.
stk. 6. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.
stk. 7. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning om arbejdet i det forløbne år samt beretning om klubbens fremtidige virke, til godkendelse.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
- Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
- Behandling af indkomne forslag.
- Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
- Valg af 2 revisorer.
- Eventuelt.
stk. 8. Det reviderede regnskab udsendes til alle medlemmer senest 7 dage før generalforsamlingen.
stk. 9. Forslag til behandling under dagsordenens pkt. 5 skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
stk.10. Hvis ét medlem forlanger det, skal afstemning foregå skriftligt.
stk.11. Afstemning og valg afgøres ved almindeligt flertal (jf. dog § 10 og § 11).
stk.12. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen beslutter det.
stk.13. Ekstraordinær generalforsamling kan endvidere afholdes, når mindst 1/4 af klubbens stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen. Begæringen skal indeholde angivelse af dagsorden.
§ 7: LEDELSE.
stk. 1. Klubben tegnes af formanden.
stk. 2. Den daglige ledelse varetages af bestyrelsen, håndbold- og fodboldudvalget.
stk. 3. Bestyrelsen, der vælges for en 2-årig periode, består af:
- Formand, der vælges i lige år.
- Kasserer, der vælges i ulige år.
- Sekretær, der vælges i ulige år.
- Håndbolddirektør, der vælges i lige år
- Fodbolddirektør, der vælges i ulige år.
stk. 4. Der nedsættes et håndboldudvalg og et fodboldudvalg bestående af holdlederne for de enkelte hold. Udvalgene refererer til direktørerne.
stk. 5. På den ordinære generalforsamling foretages valg af mindst 2 suppleanter til bestyrelsen. De vælges for en 1-årig periode.
stk. 6. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder inden valgperiodens udløb, indtræder suppleanten, som derefter sidder til førstkommende ordinære generalforsamling.
stk. 7. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand.
stk. 8. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsen er til stede, og en af de tilstedeværende enten er formanden eller næstformanden.
stk. 9. Der føres referat over bestyrelsesmøder og generalforsamling. Referaterne skal til enhver tid være tilgængelige for medlemmerne.
stk.10. Bestyrelsesmøderne er åbne for medlemmerne.
stk.11. Regnskabsåret følger kalenderåret.
stk.12. Nye afdelinger, der ikke kræver medlemskab af specialforbund, kan oprettes af bestyrelsen.
stk.13. Afdelinger, der oprettes i følge § 7 stk. 12, styres af en kontaktperson, der udpeges af bestyrelsen, hvis ikke valg sker på generalforsamlingen.
stk.14. Klubben kan kun optage lån eller på anden vis gældsætte sig, efter forudgående vedtagelse på en generalforsamling.
§ 8: SPONSORER
Bestyrelsen bestemmer omfanget og arten af sponsorkontrakter.
§ 9: DELTAGELSE I KAMPE, STÆVNER OG TURE
Medlemmer kan ikke deltage i kampe, stævner og ture i klubbens navn uden bestyrelsens samtykke.
§ 10: VEDTÆGTSÆNDRINGER
stk. 1. Disse vedtægter kan ændres på en generalforsamling. Det kræver dog et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
stk. 2. Forslag til vedtægtsændringer skal i forvejen udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingen.
§ 11: OPLØSNING
stk. 1. Klubben kan kun opløses, hvis dette vedtages på en generalforsamling. Det kræver dog et flertal på 4/5 af de afgivne stemmer.
stk. 2. Forslag om opløsning af klubben skal opføres som et særligt punkt på dagsordenen, og skal i forvejen udsendes som anført i § 8 stk. 9.
stk. 3. I tilfælde af opløsning tilfalder klubbens midler et velgørende formål.
Den opløsende generalforsamling beslutter, hvilket formål i Danmark, der skal betænkes.
Disse vedtægter er vedtaget på Søborg KFUM's stiftende generalforsamling den 14. april 1972. Ændring af navn til Søborg Håndboldklub den 29. marts 1977 og den 17. april 1986 ændres navnet til nuværende BOLDKLUBBEN SØBORG.
Vedtægterne er senest ændret 22. februar 2008.